Resumé
Gurkemeje, en fast bestanddel i det indiske køkken, giver karry sin flotte gule farve. Gurkemeje har traditionelt også været brugt til sundhedsmæssige problemer som hudproblemer, fordøjelsesbesvær, infektioner, menstruationssmerter, ømme muskler og ledsmerter. Forskning viser, at gurkemeje indeholder flere aktive stoffer, men det er især pigmentet curcumin, der har vakt interesse. Mere end fem tusind forskningsartikler er blevet offentliggjort om curcumin. Forskning peger på, at curcumin har antioxidative, antiinflammatoriske og antibakterielle egenskaber. Derudover ser det ud til, at gurkemeje som helhed er mere effektivt end isoleret curcumin. Man kan øge optagelsen af curcumin ved at tilsætte lidt sort peber til gurkemejen, hvilket kan øge curcuminindholdet i blodet op til 20 gange. Innate Response Turmeric indeholder hel, skånsomt tørret og malet gurkemeje samt sort peberekstrakt for optimal optagelse af curcumin. Derudover indeholder Innate Response Turmeric også hellig basilikum og mange andre superfoods.
Gurkemeje – mere end bare mad
Gurkemeje har en lang historie inden for traditionel kinesisk medicin (TCM) og især inden for den indiske folkemedicin Ayurveda. De traditionelle anvendelsesområder omfatter behandling af leverproblemer, hudproblemer, fordøjelsesbesvær, infektioner, menstruationssmerter, ømme muskler og ledsmerter.
Gurkemeje anvendes også ofte udvortes sammen med honning for at lindre irriteret hud eller fremme sårheling. Det er dog vigtigt at bemærke, at den stærke gule farve kan sætte sig på huden og plette tøj. Derfor bruges gurkemeje også som farvestof i fødevarer med tilsætningsnummeret E 100. Ifølge Greg Cole, professor i medicin og neurologi ved University of California i Los Angeles, kan hjernen endda blive let gul, hvis man spiser meget gurkemeje! I sin forskning om gurkemejens beskyttende effekt på hjernen har han observeret obducerede hjerner fra ældre indere, der hele livet har spist gurkemeje. Disse hjerner var let gulfarvede og havde usædvanligt ungdommeligt, tæt hjernevæv.
Antioxidativt, antiinflammatorisk, antibakterielt
En omfattende undersøgelse udført af Hatcher og medforfattere, offentliggjort i *Cell Mol Life Sci* i 2008, fremhæver gurkemeje som en af de mest velstuderede planter, med curcumin som det centrale fedtopløselige pigment, der har vakt betydelig interesse. Gennemgangen af forskningen afslører, at mere end fem tusind videnskabelige artikler hidtil har bidraget til forståelsen af curcumins mange egenskaber, herunder antioxidative, antiinflammatoriske og antibakterielle egenskaber.
Forskning af Greg Cole og hans team har særligt fremhævet curcumins potentielle evne til at beskytte hjernen, hvilket blev understøttet af flere forsøg med gnavere. Disse studier viste, at curcumin kan hæmme dannelsen og ophobningen af amyloide plaques.
Senere studier, inklusive et studie ledet af Small G og medforfattere, offentliggjort i *Journal of Biological Chemistry* i 2013, støtter disse resultater ved at påvise, at curcumin kan have lignende effekter hos mennesker, særligt hos raske midaldrende kvinder og mænd.
Analyse af blodprøver efter fire ugers curcuminintervention afslørede lavere blodfedtindhold, reduceret oxidativt stress og lavere niveauer af beta-amyloidprotein, hvilket yderligere understøtter hypotesen om curcumins evne til at forbedre forskellige helbredsaspekter.
Stig Bengmark, professor emeritus i kirurgi ved University College London, fremhæver gurkemejes betydelige antiinflammatoriske effekt, da den regulerer størstedelen af kroppens 1.200 til 1.300 inflammatoriske gener. I en gennemgang af gurkemejes egenskaber bemærker Bengmark, at dens virkning minder om COX-2-hæmmere, en type antiinflammatoriske lægemidler, som tidligere var populære, men som viste sig at have skadelige bivirkninger. Lignende bivirkninger er dog ikke rapporteret i forbindelse med gurkemeje eller dens hovedaktive stof, curcumin.
Bengmark understreger, at gurkemeje er sikkert og indeholder omkring 20 forskellige stoffer med antiinflammatoriske egenskaber, kendt som curcuminoider, hvor curcumin er det mest fremtrædende. Dette styrker gurkemejes potentiale som et sikkert alternativ og understreger dens værdi som et naturligt middel til håndtering af inflammatoriske tilstande.
Curcumin – godt for meget andet også
En randomiseret, placebokontrolleret og dobbeltblind undersøgelse, offentliggjort af Hanai H og medforfattere i tidsskriftet *Clinical Gastroent. and Hepat.* i 2006, viste, at mere end halvdelen af patienterne med ulcerøs colitis oplevede betydelige forbedringer i deres symptomer inden for en måned ved at indtage curcumin. Til sammenligning observerede ingen af deltagerne i placebogruppen lignende positive effekter, hvilket understreger curcumins potentiale til at lindre inflammatoriske tarmsygdomme som ulcerøs colitis.
Selvom curcumin anses for at være det mest aktive stof i gurkemeje, ser det ud til, at der også findes andre potentielt gavnlige forbindelser i gurkemeje. Foruden curcuminoider indeholder den også lipider og andre stoffer kaldet turmeroner, som tilsammen kan bidrage til dens gavnlige egenskaber. Dette tyder på, at gurkemejes sundhedsmæssige fordele kan tilskrives en kombination af flere bioaktive forbindelser og ikke kun curcumin.
Interessant nok har forsøg, hvor curcumin er fjernet fra gurkemeje, vist, at krydderiet stadig kan være lige så effektivt uden sit karakteristiske gule pigment. Dette giver yderligere bevis for den komplekse blanding af bioaktive forbindelser, der tilsammen bidrager til gurkemejes positive egenskaber.
Mere effekt med sort peber
Gurkemeje er et kraftfuldt krydderi, der allerede ved en ottendedel teske har vist sig at have betydelige antioxidative egenskaber ifølge en undersøgelse af S. K. Jain og medforfattere, offentliggjort i *Molecular and Cellular Biochemistry*. Trods dette er curcumin, dens primære bioaktive stof, kendt for at have begrænset biotilgængelighed på grund af dens fedtopløselige natur. Dog har forskning, herunder en undersøgelse af Shoba G og medforfattere i *Planta Medica*, vist, at tilsætning af sort peber til gurkemeje kan øge optagelsen af curcumin op til 20 gange.
Denne forbedring i optagelsen skyldes tilstedeværelsen af piperin i sort peber, som ikke kun giver sort peber sin karakteristiske smag og duft, men også forhindrer hurtig nedbrydning og udskillelse af curcumin fra leveren. Interessant nok er sort peber en almindelig ingrediens i karryblandinger, hvilket kan bidrage til øget biotilgængelighed af curcumin i retter, der indeholder gurkemeje. Optagelsen af curcumin kan yderligere forbedres ved at indtage lidt fedt samtidig med krydderiet, ifølge tidligere forskning af Wahlström B og Blennow G, offentliggjort i *Clinical Pharmacokinetics*.
I produkterne Daily Turmeric Superfood Booster og Turmeric Strength for Whole Body finder du hel økologisk gurkemeje (ikke kun curcumin), der er kombineret med Bioperine, det eneste piperinekstrakt, der er klinisk testet for at øge biotilgængeligheden af forskellige næringsstoffer.
Advarsel ved gurkemeje
I 2023 rapporterede forskere ved Linköpings Universitet, at de havde opdaget positive effekter af curcumin, det gule pigment i gurkemeje, på bananfluer. Især curcumin har, som nævnt, været genstand for forskning. Dog er det vigtigt at huske, at resultater, der gælder for fluer og andre dyr, ikke altid kan overføres direkte til mennesker.
Hvad er gurkemeje godt for?
Gurkemeje bidrager til immunsystemets funktion ved at fungere som en antioxidant. Den beskytter kroppen mod oxidativ stress og kan bruges til behandling af leverproblemer, hudproblemer, fordøjelsesbesvær, infektioner, menstruationssmerter, ømme muskler og ledsmerter.
Forfatter
Litteraturhenvisninger
Vis litteraturhenvisningerHatcher H, Planalp R, Cho J, Torti FM, Torti SV. Cell Mol Life Sci. 2008 Jun;65(11):1631-52. doi: 10.1007/s00018-008-7452-4. PMID: 18324353.
Cole GM, Teter B, Frautschy SA. Adv Exp Med Biol. 2007;595:197-212. doi: 10.1007/978-0-387-46401-5_8. PMID: 17569225.
Small GW, Siddarth P, Li Z, Miller KJ, Ercoli L, Emerson ND, Martinez J, Wong KP, Liu J, Merrill DA, Chen ST, Henning SM, Satyamurthy N, Huang SC, Heber D, Barrio JR. J Prev Alzh. Dis. 2018;5(3):175-183. doi: 10.14283/jpad.2018.15. PMID: 30056419.
Bengmark, Stig. Journal of Parenteral and Enteral Nutrition 30.1 (2006): 45-51.
Aggarwal, Bharat B., and Kuzhuvelil B. Harikumar. The International Journal of Biochemistry & Cell Biology 41.1 (2009): 40-59.
Hanai, H., Iida, T., Takeuchi, K., Watanabe, F., Maruyama, Y., Andoh, A., ... & Fukushima, T. (2006). Clinical Gastroent. and Hepat, 4(12), 1502-1506.
Jain, S. K., Rains, J., & Croad, J. L. (1997). Molecular and cellular biochemistry, 166(1-2), 169-175.
Shoba, G., Joy, D., Joseph, T., Majeed, M., Rajendran, R., & Srinivas, P. S. S. R. (1998). Planta medica, 64(4), 353-356.
Wahlström, B., & Blennow, G. (1978). Acta pharmacologica et toxicologica, 43(2), 86-92.
DiSilvestro RA1, Joseph E, Zhao S, Bomser J. Nutr J. 2012 Sep 26;11:79.
Polasa K, Raghuram TC, Krishna TP, Krishnaswamy K. Mutagenesis. 1992 Mar;7(2):107-9.
Park W, Amin AR, Chen ZG, Shin DM. (2013). Prev Res (Phila). 6(5):387-400.
Ravindran J, Prasad S, Aggarwal BB. AAPS J. 2009 Sep;11(3):495-510.
Sharma RA, McLelland HR, Hill KA, Ireson CR, Euden SA, Manson MM, Pirmohamed M, Marnett LJ, Gescher AJ, Steward WP. Clin Can Res. 2001 Jul;7(7):1894-900.
Dhillon N, Aggarwal BB, Newman RA, Wolff RA, Kunnumakkara AB, Abbruzzese JL, Ng CS, Badmaev V, Kurzrock R. Clin Can Res. 2008 Jul 15;14(14):4491-9.
Agarwal KA, Tripathi CD, Agarwal BB, Saluja S. Surg Endosc. 2011 Dec;25(12):3805-10.
Daily JW, Yang M, Park S. J Med Food. 2016 Aug;19(8):717-29.
Chandran B, Goel A. Phytother Res. 2012 Nov;26(11):1719-25.
Lang A, Salomon N, Wu JC, Kopylov U, Lahat A, Har-Noy O, Ching JY, Cheong PK, Avidan B, Gamus D, Kaimakliotis I, Eliakim R, Ng SC, Ben-Horin S. Clin Gastroent. Hepat. 2015 Aug;13(8):1444-9.e1.
Aggarwal BB, Yuan W, Li S, Gupta SC. Mol Nutr Food Res. 2013 Sep;57(9):1529-42.
Kim JH, Gupta SC, Park B, Yadav VR, Aggarwal BB. Mol Nutr Food Res. 2012 Mar;56(3):454-65.
Percival SS, Vanden Heuvel JP, Nieves CJ, Montero C, Migliaccio AJ, Meadors J. J Am Coll Nutr. 2012 Aug;31(4):288-94.
Shoba G, Joy D, Joseph T, Majeed M, Rajendran R, Srinivas PS. Planta Med. 1998 May;64(4):353-6.
Anand P, Kunnumakkara AB, Newman RA, Aggarwal BB. Mol Pharm. 2007 Nov-Dec;4(6):807-18.
Caesar I, Jonson M, Nilsson KP, Thor S, Hammarström P. Drosophila. PLoS One. 2012;7(2):e31424. doi: 10.1371/journal.pone.0031424. Epub 2012 Feb 13.